Gruppe arbejde - børns mundtlige legekultur.

”EN UGE MED UHYGGE”

Tema uge med børn i 9-10 års alderen

Udarbejdet af: Connie, Mette & Kamilla

________________________________________________________________

Hvad: Vi vil tage udgangspunkt i en SFO med børn i 9-10 års alderen (ca. 20 børn)

Hvordan: Vi vil reservere et lokale i SFO’en i en uge, her vil vi med forskellige metoder/redskaber skabe pædagogisk rum for at arbejde med temaet gys. 

Vi vil på forældre intranet meddele hvad vi har tænkt os at lave med børnene og at det bliver fra mandag til fredag i bestemte tidsrum. I sådan en meddelelse til forældrene, er det også vigtigt at uddybe at vi som pædagoger har taget hensyn til målgruppen ved at tilpasse materialet til børn i 9-10 års alderen. En sådan tilpasning er nødvendigt, så man ikke ”skræmmer” nogen fra vid og sans. Selvfølgelig er der forskel på børn og hvad der gør dem bange, men vi vil være meget opmærksom på deres reaktioner for at være sikre på at alle er okay med det vi laver.

Hvorfor: Det uhyggelige optræder i mange forskellige former i børns fortællinger og leg. Vi har viden om de genrer/udtryksformer børnene bruger, men mindre viden om hvordan de bruger genren, når det drejer sig om konkrete situationer og sammenhænge. Fortolkningen af, hvilken betydning der kan lægges i brug af genren, hænger sammen med den konkrete kontekst. Mundtlig fortælling er øjeblikkets og situationens kunstform hvor den gode fortæller er lydhør og reagerer på reaktioner fra tilhørerne. Den gode fortæller bruger også mange sproglige og dramatiske virkemidler fx stemmeføring. (”Børns mundtlige legekultur” af Povl Bjerregaard)

Med b.la denne teoretiske baggrundsviden, mener vi at sådan en temauge kan være meget lærerig, sjov og spændende for børnene da det er et projekt hvor leg og læring bliver koblet sammen i et socialt samvær. I forbindelse med planlægning af projektet har vi også tænkt de seks læreplanstemaer med ind over, dem vil vi komme ind på senere.

 

 

Sådan har vi forestillet os ugen skal forløbe:

Mandag (kl.13-16): Vi mødes i det udvalgte lokale (”det uhyggelige rum”) hvor vi præsenterer genren for børnene og vi fortæller dem hvad vi skal beskæftige os med i løbet af ugen. Vi læser en kort gyserhistorie op, hvilket vi vil gøre hver dag som en start når vi mødes i ”det uhyggelige rum” som forslag til oplæsning har vi b.la:

·         ”Dødens hus” af Henrik Einspor

·         ”Tror du på spøgelser?” af Daniel Zimakoff

·         ”Det gemmer sig i mørket og andre gys” af Kenneth Bøgh Andersen

De udvalgte bøger er mindet til børn i 9-10 års alderen. At vi vil læse en historie for børnene hver dag er for at give dem inspiration til den gyserfortælling de selv skal udarbejde i slutningen af ugen. Som voksne mundtlige fortællere vil vi lægge vægt på de sproglige virkemidler i håb om det ”smitter” af på børnene.

Alfred Hitchcock sagde engang: ” Det at forberede sit publikum på spænding er essensen af gysergenren”

Tirsdag (kl.13-16): Denne dag skal børnene lave pynt, så vi kan få det ”uhyggelige rum” pyntet op. Vi har nogle forslag som fx kunne være:

·         Spindelvæv i vat/garn

·         Klippe/klistre edderkopper, spøgelser mm. i forskellige materialer

Vi håber selvfølgelig at børnene også har nogle kreative ideer.

Vi foreslår også at de kan tage rekvisitter/udklædning med hjemmefra. 

På skolen vil vi gå op og låne udstoppede dyr og skelettet der står i fysiklokalet, vi er sikre på det vil skabe en god uhygge.

Onsdag (kl. 13-16): Børnene skal introduceres til en gyserfilm på et niveau de kan forholde sig til, der vil altid være nogle etiske overvejelser omkring hvornår børn har alderen til at se gyserfilm. Børn er jo meget forskellige, nogle er følsomme og tænker meget over tingene hvor andre er ”hårde” og tænker ikke videre over det.

Vi vil informere forældrene om at filmen vises, det er jo deres valg om deres barn skal deltage. Filmvisningen vil komme til at foregå i trygge rammer og bagefter vil der være tid til at tale om filmen og få den afmystificeret.

Vi foreslår filmen ”Coraline” som er en animationsfilm i eventyr/gysergenren.

Link til film trailer: http://www.youtube.com/watch?v=LO3n67BQvh0

Torsdag (kl. 13-16): Tage en snak med børnene om hvilke lyde der kan virke skræmmende på dem, fx når de er ude om aftenen eller når de ligger i sengen om aftenen og skal sove. Herefter vil vi dele dem op i grupper med ipads, som skal fungere som diktafoner, med dem kan de fx gå udenfor eller rundt i SFO’en og optage uhyggelige lyde der skal bruges i forbindelse med oplæsninger af deres egne gyserfortællinger om fredagen.

Fredag (kl.13-15.30 & 17.30-21.30): Når børnene møder ind efter endt skoledag bliver de delt op, den ene halvdel skal pynte ”det uhyggelige rum” op med det pynt og rekvisitter vi har lavet om tirsdagen. Den anden halvdel går i køkkenet for at lave ”gyselig mad”. Der skal laves:

·         Dragebræk på klam kage( ”Amo den store bage bog 3 - året rundt” afsnit om Halloween)

·         Fingerhorn (i stedet for pølsehorn)

·         Orm og øjenæbler i blod (Spaghetti m. kødboller og tomatsovs)

Efter maden er lavet til om aftenen og rummet er pyntet op, sendes børnene hjem et par timer, så dagen ikke bliver for lang for dem.

Vi mødes igen kl. 17.30 hvor vi spiser uhyggelig mad sammen i vores ”uhyggelige rum”. Efter spisningen leger vi ”spøgelses tik”, fangeren får et hvidt lagen over sig hvor det er klippet sådan så ansigtet er frit, det er heller ikke så langt, så alle børnene kan passe det og have mulighed for at være den der fanger. De børn der bliver tikket bliver af de levende båret over til de ”de dødes rige-Limbo”, så ligger de ikke i vejen.

Efter vi har leget overstående leg skal vi i gang med ”Zombie løbet – et stjerneløb”, løbet kommer til at foregå i den skov der ligger nabo til SFO’en.

Vi har en base hvor vi sender børnene af sted til de forskellige poster, her skal børnene deltage i ”skræmmende” eller ”ulækre” aktiviteter for at få ord.

 

 

 

Eksempler på poster:

 

·         Huskeleg: Der hænger ting på en tørresnor der er bundet mellem nogle træer, børnene skal med den ene hånd holde i snoren og følge den, undervejs skal de huske hvad det er de møder.

 

·         Smage/føle leg: Børnene får bind for øjnene, de skal tage ”klamme” ting i munden og smage på dem, det kan fx være koldt pasta slimet af olie.

 

Efter hver fuldendt post får børnene lov til at trække et ord op af posen, med disse ord skal de nu gå tilbage til SFO’en hvor vi har dannet små grupper af 5, her er meningen de med ordene og inspiration fra ugens forløb skal lave gyserfortællinger.

Børnene får ca. en halv time til at udarbejde historierne og herefter mødes vi i ”det uhyggelige rum” hvor vi tænder stearinlys i krogene og dæmper lyset. Vi sidder os på de madrasser der ligger på gulvet og børnene får nu muligheden for at fortælle deres historier. Under fortællingerne vil vi bruge nogle af de lyd optagelser børnene har optaget om torsdagen.

Under fortællingerne optager vi børnene, til glædeligt gensyn og til senere inspiration for andre.

Afrunding

Når man planlægger sådan en emneuge, er det vigtigt at man gør sig nogle tanker omkring det faglige indhold i aktiviteterne. Hvad er det vi gerne vil opnå osv. Ligeledes er det vigtigt at evaluere og dokumentere på ugen, om det gik som forventet, hvad kan gøres anderledes osv. Til dette kan man f.eks. bruge den didaktiske planlægningsmodel SMTTE.

Ligeledes er det vigtigt at man tænker læreplanstemaerne ind i sin planlægning. Man skal så vidt muligt prøve at komme omkring dem alle.

1)Barnets alsidige personlige udvikling,

Når børn udsættes for udfordringer, sker der også en personlig udvikling. Dette sker mange gange i løbet af ugen. Faktisk er der udfordringer alle dage. Denne udvikling kræver ansvarlige voksne, der lytter og går i børnehøjde for at forstå og følge børns måder at se og være i verden på.

2) Sociale kompetencer

Når børn får mulighede for at lege og løse opgaver sammen med andre udvikles deres sociale kompetencer. Disse Tilgodeses hele ugen. Bl.a. i samarbejdet om maden, om udviklingen af gyser historien, i legen osv.

 3) Sprog 

Behersker man sproget, kan man udtrykke sine meninger, følelser og behov. Gysergenren er med til at give en nuance i sproget. Når der bliver læst historie, set film, ordlegen på zombieløbet osv. Dette udfordrer deres sproglige kreativitet, og lærer dem at kende forskel på genrer af historier

4)Krop og bevægelse

Kroppen er en måde at sanse og kommunikere med verden på. Derfor er det vigtigt, at børn oplever glæden ved at bruge kroppen. Dette kan vi gøre ved at lave miljøer og aktiviteter, der udfordrer og inviterer til fysisk aktivitet. Fredagens aktiviteter med spøgelsestik, og zombi løb inviterer til dette

 5) Naturen og naturfænomener

Oplevelser i naturen udvikler børn følelsesmæssigt, mentalt og fysisk. Dette er det læreplanstema der bliver mindst tilgodeset i løbet af ugen. Men fredagens zombieløb foregår dog ude i naturen.

 6) Kulturelle udtryksformer og værdier.
Kultur er en måde at forstå sig selv og verden på og giver børnene et nuanceret syn på verden. Ved at indføre dem i gysergenren, vise dem film, læse bøger udvider man børnenes horisont.

Resumé af tekst 3

Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger. Af Beth Junker.

I takt med at samfundet ændrer sig, ændres også synet på børn, og dermed også de begreber der bliver brugt i forbindelse med dem.

Når emnet er børn og kultur, er det vores forestillinger om børn, om kultur, om barndom, børnekultur, børneperspektiver og børns perspektiver, der er på spil.

I det 20. århundrede var der primært to kulturbegreber på spil : det klassisk – humanistiske og det antropologiske kulturbegreb, der hver har deres eget sæt kunst- og kvalitetsforestillinger.

Vi kommer ud i uenigheder: Er børn stadig børn eller er de unge og voksne. De begreber om ´børn´ og om `barndom´ der har styret vores forestillinger er under udvikling eller i opbrud.

Samfund under forvandling – et epokalt skift?

Vi har i Vesteuropa været vidne til en sådan opbrudssituation siden 1980´erne. Her begynder filosoffer og samfundsteoretikere at spørge til mulighederne for et epokalt skift: Har vi forladt moderniteten og med den hele det oplysningsfilosofiske grundlag, som udviklingen af de moderne vesteuropæiske samfund har bygget på? Er vi på vej mod en senmodernitet eller en postmodernitet, der kræver grundlæggende revision af forestillinger og begreber, hvis vi skal kunne begribe den verden, vi står i, og forny den praksis, vi står med? (s.241)

Her handler det om kulturbegreber og kulturelle forestillinger, som ”børn” og ”barndom” har været omfattet af i slutningen af det 20. århundrede, og begyndelsen af det nye.

Der er globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet involveret i de samfundsmæssige og kulturelle forvandlingsprocesser.

Kultur under forvandling?

Den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe er i en række studier af børn, unge og skolegang tidligt ude med et bud på konsekvenserne af den kulturelle forvandling. Det centrale i den kulturelle frisættelse i forhold til 1950´erne, er i hans optik en gennemgribende æstetisering af hverdagen. Fra 1980´erne kan den aflæses overalt.

Uddannelsessystemet havde fokus på viden om og rationel tilgang til kunst, en faglig kvalificering af subjektive meninger og holdninger. Kultursystemet definerede æstetik som professionel kunst. Monopolet var bygget på hierarkiske skel mellemkunst og håndværk, mellem finkultur og populær (masse) kultur.

Det børnekulturelle system gradbøjer både kunst- og kvalitetsforestillinger pædagogisk: Kunst for børn er pædagogisk tilrettelagt i forhold til alder, modenhed og udviklingstrin. Frem til 1980´erne er det normer, traditioner, konventioner og kvalitetsforestillinger, der er styrende for forståelse og vurdering af det æstetiske og dets betydning. Fra 1980´erne tages æstetiske teknikker, udtryks- og kommunikationsformer i brug i hverdagen. De gamle grænser mellem kunst og håndværk nedbrydes.

Kulturel frisættelse.

Det er Thomas Ziehes pointe, at der fra 1980´erne finder en ´kulturel´, men ikke ´social´ frisættelse, sted. Selvom børn nu, fra de er ca. 1 år gamle er i vuggestue, børnehave, skole og diverse fritidstilbud, så er det ikke her børnene primært socialiseres. Det æstetiskes betydning i børns kultur spiller en større rolle for socialiseringen end institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser.

Æstetiseret hverdagskultur.

I 1970´ernes og 1980´ernes kulturstudier – Birminghamskolens studier i ungdomskulturer og subkulturer fx – var det en konstituerende faktor i skellet mellem børnekultur og ungdomskultur, at børnekultur var en professionelt tilrettelagt kultur og ungdomskultur en selvstændigt organiserende kultur. Det skel er nu under opløsning.  Det er ikke kun børns sociale betingelser, der har ændret sig radikalt siden 1950´erne, deres kulturelle muligheder har også undergået store forandringer. Børns hverdag er utrolig præget af alle de medier de har til deres rådighed, både TV, computere, spille konsoller og mobiler.

I 1950´ernes barndom legede flokke af børn i forskellige aldre på gader, stræder osv. Det har hverdagslivets institutionalisering og den bymæssige og trafikale udvikling sat en stopper for. I det 21. århundrede er legene rykket indendørs.

Børnekultur og børns kultur.

Det er ikke ordkløveri, det er en vigtig begrebsmæssig afklaring at have med sig i overgangen fra modernitet til senmodernitet, hvor børnekultur som en professionel formidlingskultur konfronteres med børns kultur, deres egne måder at tage hverdagskulturen i brug på.

Den kulturelle frisættelse har synliggjort børns æstetisk formgivende potentialer og dermed børns kultur, men den har samtidig skabt en usamtidighed mellem børns kultur og børnekulturen. Børns kultur er en kultur, der til daglig omgås medierede æstetiske symbolske udtryk og kommunikationsformer. Børnekulturen er en professionel pædagogisk-psykologisk funderet formidlingskultur, der primært dyrker klassiske kunst- og kulturudtryk – litteratur, teater, musik, billedkunst – og klassiske kunst- og kulturoplevelser.

Børns og unges kultur er en mediekultur, hverken børnekulturen eller skolekulturen er det (endnu). Den europæiske undersøgelse af børns og unges mediebrug – af både ældre og nyere medier – konkluderede:

·         At medierede og ikke-medierede fritidsaktiviteter smelter sammen.

·         At fritidens mediebrug er mere differentieret og avanceret end mediebrug i skolen, hvor man primært anvender medier som midler til anden læring.

·         At mediereception og medieproduktion hænger intimt sammen. Børn overfører læring mellem genrer og medier.

·         At nye medier supplerer gamle, de nye erstatter ikke de ældre.

·         At køn spiller den største rolle for mediebrugen.

(Drotner 2006, s. 73)

Skolerne bruger de gamle medier – fx litteratur – primært som analyseobjekter, de nye medier – computere og internet – bruges primært til at lære om andre emner.

Senmoderne dannelsesbegreber må tage højde for både den multimediekultur, dannelsen foregår i, og for de nye æstetiske formgivende og kommunikerende processer, som denne kultur rummer. Dannelses- og læringsbegreber må kunne omfatte både rationelt kognitive og sensitivt kognitive processer.

Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb.

Ordet børnekultur kom ind i det danske sprog i 1971: ” Vi trænger til en børnekultur, vi trænger til programmer i radio og TV, der er lavet til børn.” Det skrev dagbladet Information i 1972. Folkeskolen spørger i 1976:”Hvad er så egentlig børnekultur?” Og kommer selv med dette svar: ” Det drejer sig ikke bare om at give børnene et tilbuds om kunst, teater, film, musik og bøger – men det drejer sig også om nye former for samvær.”

Kultur for børn skabte og tilrettelagde oplevelsestilbuddene, kultur med børn skabte og tilrettelage aktivitetstilbuddene. Forestillinger om børns kultur som et kulturelt fænomen fandtes ikke.

Det pædagogiske børnekulturbegreb.

Det pædagogiske kunstbegreb er et instrumentalt begreb, der afgrænser sig i forhold til kunstnerisk-æstetisk udformning. Når pædagoger har tilrettelagt noget for børnene, er der blevet taget højde for, at det er kunstneriske oplevelser og kulturelle aktiviteter der passer til aldersgruppens udviklingstrin, interesser og kognitive forståelsesmuligheder. Samtidig søger man at beskytte dem mod oplevelser, aktiviteter og værdier der kan skade.

Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb.

I det 20. århundrede blev der spurgt meget lidt til børns egne projekter i de år, vores forældre kalder deres barndomsår. Fra 1980´erne og frem sætter den begyndende kulturelle frisættelse hele det grundlag, som det børnekulturelle system har bygget på.

 Sociologien taler om barnet som aktør, som handlende. Men hvis børn er aktivt handlende og skabende, hvis de har direkte tilgang til æstetisk symbolske udtryksformer, så er de set med det pædagogiske børnekulturbegreb ikke længere ”børn”. Det andet kulturbegreb – det antropologiske – åbner vores øjne for, at børn faktisk er i kultur. Dermed føjer den nye kategori ”børns kultur” sig til de to andre kategorier ”kultur for børn” og ” kultur med børn”.

Det klassisk humanistiske dannelsesbegreb er individorienteret. Det antropologiske derimod søger det kollektive, det bagvedliggende fællesskab, som alle har del i og bidrager til.

Børns perspektiv.

Børns perspektiv kan udforskes med mange forskellige interesser. Både psykologisk, pædagogisk og sociologisk forskning har siden 1980´erne fokuseret på det. Det har kulturforskningen også. De forskellige forskningsinteresser åbner forskellige dimensioner af børns fortolkningsfællesskaber. Kulturforskning åbner kun for de kulturelle.

For alle forskningstyper gælder det, at det børneperspektiv, der var knyttet til det pædagogiske kulturbegreb, og som drejede sig om at sikre ”børns bedste”, kommer til diskussion. Det antropologiske interesserer sig ikke for de voksnes antagelser om hvad der hæmmer eller fremmer børn, men derimod for børns perspektiv, hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt. Dermed skabes en ny forskningsmæssig problemstilling: Hvordan afdækkes børns perspektiv? Børneperspektiv er det sæt af teorier, begreber og metoder som voksne tager i brug for at kunne nærme sig børns perspektiv. Børns kultur er et kulturelt fortolkningsfællesskab, hvor begæret efter at kunne etablere den symbolsk-repræsentative samværsform, som børn selv identificerer som ”leg”, er styrende.

Diskuter med!

At nye begreber og forestillinger kommer på banen, nedlægger ikke de gamle. Det skaber diskussioner og indimellem forvirring. Der er ingen tvivl om, at de nye begreber udfordrer de gamle, men der er aldrig tale om et enten - eller. Indsigt i børns kultur nedlægger ikke den omsorgs- og beskyttelsestænkning, der er forbundet med børnekultur. Den udfordrer den og de forestillinger, den har praktiseret. Indsigterne i det æstetiskes betydning i børns kultur nedlægger heller ikke uddannelsessystemets betydning. Den udfordrer den pædagogiske og mediemæssige praksis. Det er relationerne mellem kulturerne, der sættes til diskussion. Det er i de diskussioner, at både forestillinger og begreber forvandles. Diskuter med!

Indsamling af børns vittigheder

I forbindelse med indsamling af børns vittigheder var jeg et smut nede i computerrummet på SFO´en fra min praktik. Dernede sad jo drenge fra tre forskellige klassetrin (1.,2. og 3. klasse) DE måtte da kunne nogle vitser.
Men ak, fra stort set dem alle fik jeg det samme svar: " Nej, Mette, ingen fortæller vittigheder... Det er kun kiksede Onkler eller små børn!"
Da jeg så fortalte nogle Molbo- vittigheder fra min barndom grinede nogle af dem, mens andre sagde at de ikke havde forstået den og den derfor heller ikke var sjov.
Helt til sidst kom en af drengene fra 2. klasse og sagde at han kunne en vittighed, og den lød sådan her:
Hvorfor har fjernsynet egentlig knapper?
Fordi det ville se total dumt ud med en lynlås...!!!!

Jeg må desværre erkende at vores barndoms vittigheds legekultur hvor vi kunne sidde sammen i en stor klynge og fortælle vitser på skift ikke eksisterer længere. Børn vil hellere på Youtube og se folk dumme sig og/eller komme til skade.

I weekenden var jeg så på besøg hos mine forældre der er lærere og min mor kunne berolige mig med at på hendes skole lever "Alle børnene"- genren stadig ved bedste velgående. Men jeg tror at det kommer an på børnenes alder og om der bliver fortalt vitser derhjemme eller i skolen. Børn skal præsenteres for vittigheder!

Kort resume af tekst 2: At skabe antropologisk viden om børn.

 

At skabe antropologisk viden om børn er en bestræbelse på at forstå indholdet af kategorien børn både som erfaring og betingelse og forklare de sammenhænge, der på én gang definerer og defineres af det enkelte barn og grupper af børn.

Feltarbejde er den overordnede betegnelse for forskellige etnografiske metoder og må betragtes som en grundsten i antropologisk viden skabes på baggrund af tilstedeværelse `i felten´, hvor man igennem længere tid indgår i sociale situationer. Det væsentlige er at være i felten så længe, at man indtager en accepteret position i forhold til de mennesker, hvis liv man studerer. Kortere feltophold indebærer en risiko for på et for løst grundlag at konkludere om sammenhænge og kausalitet.

Den norske antropolog Frederik Barth siger at det vigtigste i feltarbejdet er at blive anset som medmenneske af sit felt, at år de har tillid til dig og åbner sig for dig, så kan du få indblik i deres egne begreber, kategorier og forestillinger.

Feltarbejde beror på en deltagelse, der sigter mod indsigter bag om ordene.

Deltagerobservation.

Feltarbejdet beror på en vekselvirkning mellem deltagelse i andre menneskers hverdagsliv kombineret observation og systematisk refleksion over det iagttagede.

Den etnografiske tilgang er dobbelt, idet den på én og samme tid indebærer en indlevelse og en distance – et forsøg på at forstå andres handlinger og opfattelser og samtidig fastholde en analytisk distance til det observerede og måske umiddelbart genkendelige.

Deltagerobservation er ikke bare at gå ind i undersøgelsesfeltet og søge at forstå¨, det er også at bestræbe sig på at lægge afstand til det kendte og hjemlige. Analysen må være loyal overfor den undersøgte virkelighed, dvs. de dér gældende standarter for tænkning, handlinger, kategorier og begreber.

Feltarbejde som refleksiv tilstand.

Som feltarbejder er man selv deraf empiriens tilblivelse, for indsigt i menneskelige erfaringer sker nødvendigvis ved personlig mellemkomst. Det klassiske ideal om distance til undersøgelsesobjektet er således umuligt at opretholde i det etnografiske arbejde.

Grænsen mellem subjekt og objekt sløres i feltsituationen, og forskeren tvinges til at stille spørgsmål både ved sig selv og sit eget værdigrundlag.

Konstruktionen af et børneperspektiv.

Efter at antropologer var begyndt at beskæftige sig med børne- og barndomsforskning, blev det fremhævet, at etnografiske metoder måtte anses som velegnede til indkredsning af børns perspektiver, erfaringer og viden. I de sidste ti år har der været gennemført mange studier af børn ud fra disse metoder, men også af andre end antropologer, og som måske har haft andre indfaldsvinkler til børnebegrebet end i antropologien. Med interessen for børns opfattelser er børn blevet inddraget i forskningen som aktører på lige fod med andre former for informanter. Denne interesse for børns opfattelser har desuden medvirket til at begreber som barneperspektiv og børnekultur i dag står centralt i forskningsdebatten.

Men er det hensigtsmæssig at tale om barneperspektiv som en entydig størrelse? I enhver børnegruppe er der mange sameksisterende opfattelser, interesser og positioner, som kun kan sammenfattes i et enkelt begreb som barneperspektivet eller børnekulturen, hvis man laver en meget generel analyse. Barneperspektivet er ikke nogen empirisk størrelse, der fremkommer ved børns udtalelser og handlinger alene.

Analyse af kontekst.

Kontekst er forbindelser, der opfattes som relevante for det fænomen, der udforskes, men bedømmelsen af relevans beror på en konstruktion af fænomenet, som forskeren foretager.  Antropologen Raymond McDermott pointerer i sine refleksioner over kontekstbegrebet, at opfattelsen af kontekst gør en væsentlig forskel for den analyse, man foretager. Kontekst er det, der gør etnografiske undersøgelser særskilt antropologiske.

Antropologisk viden om børn.

Pointen i forhold til studier af børn er, at børn ikke bare er en entydig kategori, lige så lidt som barndom har nogen objektiv fremtrædelsesform. Antropologiens væsentligste bidrag til børneforskningen ligger i udforskningen af forbindelserne mellem barnet og dets kontekst. Den antropologiske børneforskning er en indgang til samfundsanalyse, hvor det centrale er forholdet mellem individers opfattelser, handlinger, muligheder og mere udbredte forestillinger, kategorier og praktikker.

Resume af tekst 1: Børns mundtlige legekultur af Povl Bjerregaard kap.10 Dansk, Kultur og Kommunikation 2012

 

Under betegnelsen børns mundtlige legekultur forstår man sprogpjatterier i form af kælenavne, øgenavne, rim, remser, vittigheder, gåder og meget mere. Den foregår oftest børn imellem uden voksen indblanding, men mange børn der bliver spurgt om hvor de har vittigheden eller gåden fra svarer tit at de har hørt den af en onkel, søster, fætter mm. Ofte i forbindelse med familiesamvær og fester.

Der skelnes mellem vertikal overlevering (fra voksen til barn) og horisontal overlevering (fra barn til barn), men i den nyere tid må man også tage trykte, visuelle og digitale medier med i det regnestykke.

Povl Bjerregaard ser på den mundtlige legekultur blandt 6-12 årige i dette kapitel, da det er dem der dyrker det mest, det er i den aldersgruppe der eksperimenteres mest med de forskellige genrer og sprogets forskellige facetter.

De forskellige former for leg med sproget der bliver nævnt i kapitlet stiller forskellige krav til børnenes kompetencer og forståelse.

Gåder og gådevitser:

Gådeformen har en spørgsmål- svar- formel der er enkel, fleksibel og som har fungeret historisk i sammenhæng med bl.a. religion, opdragelse og leg.  (s.273) Barnet lærer hurtigt at mestre denne formel og bliver alligevel udfordret på sin fantasi. Det kræver sproglig viden, logisk sans, viden om verden samt et kendskab til et kulturelt præget billedsprog af overførte betydninger og metaforer.

Gyserfortællinger:

Fra start skabes genreforventningerne til gyseren, for vi ved, hvad der skal ske: at noget uhyggeligt indtræffer, men hvordan og hvornår ved vi ikke, og deri består den skrækiblandede fryd. (s.276)

Indholdet til fortællingen hentes fra bl.a. traditionsstof, bøger, film, computerspil, og i nogle tilfælde private fantasier, disse fortælles i fiktiv form, som om fortælleren selv har oplevet det: ”det kunne være sket.”

Kravene til en god fortæller og fortælling er anderledes end i skriftkulturen, for i mundtlig kultur skal tilhørerne fastholdes, hvilket ”kræver stærke virkemidler. Derfor er Dracula god. Derfor er drab godt. (s.278)

”Alle børnene”- genren:

Omkring 1990 dukkede ”alle børnene”- genren op. Den var let at genkende ved sin æstetik, hvor ordene ”Alle børnene….” straks vækkede bestemte genreforventninger. Genren er kort, med en stærkt fikseret opbygning i tre sætninger.

Norm for alle (børn).

Undtagelsen med hovedpersonens navn.

Den rimede pointe – undtagelsen fra normen.

Folkloristen Kvideland(1987) understreger, at legekulturens genre er medie for at udtrykke børns socialiseringserfaringer, herunder kulturelle tabuer som død, ulykke, lemlæstelse, dumhed, handicap, sex, incest og voldtægt. (s.279)

”Alle børnene”- genrens opståen og funktion må ses i lyset af, at den i sit indhold afspejler nogle af de budskaber og fænomener, børn møder i medierne.

Parodier:

Begrebet parodi kan defineres som ”en komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald”, ligesom andre former for udtryk også kan paroderes, fx en måde at gå, tale eller opføre sig på. Det drejer sig med andre ord om at ”gøre grin med”. Ofte er offeret for en parodi et menneske man har meget at gøre med og derfor kender godt som fx faderen eller læreren.

Hemmeligheden bag en god parodi er at aflure og bruge de åbenlyse ting som mimik og gestik.

Komikeren Anders Matthesen paroderer reklameindustrien i sin radioudsendelse og senere CD Hvad snakker du om (2000). Næsten hele landet paroderede i sin tid De Nattergales figurer fra The Julekalender.

Rim og remser:

 Det, vi betegner som ”rim og remser”, er så forskelligartet sprogligt og indholdsmæssigt, at de er svære at kategorisere. Alligevel har de nogle grundlæggende fælles træk: dels en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, fx bogstavrim og enderim, så vi umiddelbart opfatter dem som nært beslægtede. (s. 282)

Mange remser har (eller havde) bestemte didaktiske funktioner og formål, fx remser med ugedage eller tal- og bogstavremser, hvor de sidste har rødder helt tilbage til antikken. (s.283)

I dag formidles og overleveres rim og remser, dels fra voksen til barn og dels børn imellem, det begynder allerede på puslebordet med fx Pandeben – øjesten – næsetip – mundelip og dikke – dik og borte – borte – tit – tit – lege. Allerede på det stadie øver voksne tur – tagningsformen i form af vekselvis svar og gensvar, hvilket peger frem mod både kommunikative kompetencer i bred forstand og former i den mundtlige legekultur generelt.                                                                                                                                                            Med faglig indsigt i børn og sprog, kendskab til rim og remser og kreativitet formidler pædagoger rim og remser i en meningsfuld aktivitet, der inspirerer børnene til selv at lege videre med sproget.                                                                                                                                                Tælleremser har stadig en funktion i legekulturen og kan bruges til at organisere socialt samvær på lokale og egne vilkår. Med fx Okker – gokker – gummiklokker….. behøver det ikke altid at være den stærkeste i gruppen der bestemmer eller vælger først.

 

Da børn i dag tilbringer en stor del af deres dage i institutioner er det vigtigt at pædagogerne skaber gode rammer om og for en god mundtlig legekultur i deres institution.                                                                         Det kan være ved at vende det døve øre til en diskriminerende vits eller lave en gåde konkurrence for alle i institutionen eller på stuen. Eller bare at have tålmodighed til at høre den samme vittighed fra flere børn der lige har hørt den for første gang den dag og vil teste den på en voksen.

I en levende institutionskultur bidrager både børn og pædagoger. (s.286)

Velkommen til min blog!