Resumé af tekst 3

Børn & kultur – mellem gamle begreber og nye forestillinger. Af Beth Junker.

I takt med at samfundet ændrer sig, ændres også synet på børn, og dermed også de begreber der bliver brugt i forbindelse med dem.

Når emnet er børn og kultur, er det vores forestillinger om børn, om kultur, om barndom, børnekultur, børneperspektiver og børns perspektiver, der er på spil.

I det 20. århundrede var der primært to kulturbegreber på spil : det klassisk – humanistiske og det antropologiske kulturbegreb, der hver har deres eget sæt kunst- og kvalitetsforestillinger.

Vi kommer ud i uenigheder: Er børn stadig børn eller er de unge og voksne. De begreber om ´børn´ og om `barndom´ der har styret vores forestillinger er under udvikling eller i opbrud.

Samfund under forvandling – et epokalt skift?

Vi har i Vesteuropa været vidne til en sådan opbrudssituation siden 1980´erne. Her begynder filosoffer og samfundsteoretikere at spørge til mulighederne for et epokalt skift: Har vi forladt moderniteten og med den hele det oplysningsfilosofiske grundlag, som udviklingen af de moderne vesteuropæiske samfund har bygget på? Er vi på vej mod en senmodernitet eller en postmodernitet, der kræver grundlæggende revision af forestillinger og begreber, hvis vi skal kunne begribe den verden, vi står i, og forny den praksis, vi står med? (s.241)

Her handler det om kulturbegreber og kulturelle forestillinger, som ”børn” og ”barndom” har været omfattet af i slutningen af det 20. århundrede, og begyndelsen af det nye.

Der er globalisering, aftraditionalisering, æstetisering og øget selvrefleksivitet involveret i de samfundsmæssige og kulturelle forvandlingsprocesser.

Kultur under forvandling?

Den tyske professor i pædagogik Thomas Ziehe er i en række studier af børn, unge og skolegang tidligt ude med et bud på konsekvenserne af den kulturelle forvandling. Det centrale i den kulturelle frisættelse i forhold til 1950´erne, er i hans optik en gennemgribende æstetisering af hverdagen. Fra 1980´erne kan den aflæses overalt.

Uddannelsessystemet havde fokus på viden om og rationel tilgang til kunst, en faglig kvalificering af subjektive meninger og holdninger. Kultursystemet definerede æstetik som professionel kunst. Monopolet var bygget på hierarkiske skel mellemkunst og håndværk, mellem finkultur og populær (masse) kultur.

Det børnekulturelle system gradbøjer både kunst- og kvalitetsforestillinger pædagogisk: Kunst for børn er pædagogisk tilrettelagt i forhold til alder, modenhed og udviklingstrin. Frem til 1980´erne er det normer, traditioner, konventioner og kvalitetsforestillinger, der er styrende for forståelse og vurdering af det æstetiske og dets betydning. Fra 1980´erne tages æstetiske teknikker, udtryks- og kommunikationsformer i brug i hverdagen. De gamle grænser mellem kunst og håndværk nedbrydes.

Kulturel frisættelse.

Det er Thomas Ziehes pointe, at der fra 1980´erne finder en ´kulturel´, men ikke ´social´ frisættelse, sted. Selvom børn nu, fra de er ca. 1 år gamle er i vuggestue, børnehave, skole og diverse fritidstilbud, så er det ikke her børnene primært socialiseres. Det æstetiskes betydning i børns kultur spiller en større rolle for socialiseringen end institutionernes pædagogiske og didaktiske læreprocesser.

Æstetiseret hverdagskultur.

I 1970´ernes og 1980´ernes kulturstudier – Birminghamskolens studier i ungdomskulturer og subkulturer fx – var det en konstituerende faktor i skellet mellem børnekultur og ungdomskultur, at børnekultur var en professionelt tilrettelagt kultur og ungdomskultur en selvstændigt organiserende kultur. Det skel er nu under opløsning.  Det er ikke kun børns sociale betingelser, der har ændret sig radikalt siden 1950´erne, deres kulturelle muligheder har også undergået store forandringer. Børns hverdag er utrolig præget af alle de medier de har til deres rådighed, både TV, computere, spille konsoller og mobiler.

I 1950´ernes barndom legede flokke af børn i forskellige aldre på gader, stræder osv. Det har hverdagslivets institutionalisering og den bymæssige og trafikale udvikling sat en stopper for. I det 21. århundrede er legene rykket indendørs.

Børnekultur og børns kultur.

Det er ikke ordkløveri, det er en vigtig begrebsmæssig afklaring at have med sig i overgangen fra modernitet til senmodernitet, hvor børnekultur som en professionel formidlingskultur konfronteres med børns kultur, deres egne måder at tage hverdagskulturen i brug på.

Den kulturelle frisættelse har synliggjort børns æstetisk formgivende potentialer og dermed børns kultur, men den har samtidig skabt en usamtidighed mellem børns kultur og børnekulturen. Børns kultur er en kultur, der til daglig omgås medierede æstetiske symbolske udtryk og kommunikationsformer. Børnekulturen er en professionel pædagogisk-psykologisk funderet formidlingskultur, der primært dyrker klassiske kunst- og kulturudtryk – litteratur, teater, musik, billedkunst – og klassiske kunst- og kulturoplevelser.

Børns og unges kultur er en mediekultur, hverken børnekulturen eller skolekulturen er det (endnu). Den europæiske undersøgelse af børns og unges mediebrug – af både ældre og nyere medier – konkluderede:

·         At medierede og ikke-medierede fritidsaktiviteter smelter sammen.

·         At fritidens mediebrug er mere differentieret og avanceret end mediebrug i skolen, hvor man primært anvender medier som midler til anden læring.

·         At mediereception og medieproduktion hænger intimt sammen. Børn overfører læring mellem genrer og medier.

·         At nye medier supplerer gamle, de nye erstatter ikke de ældre.

·         At køn spiller den største rolle for mediebrugen.

(Drotner 2006, s. 73)

Skolerne bruger de gamle medier – fx litteratur – primært som analyseobjekter, de nye medier – computere og internet – bruges primært til at lære om andre emner.

Senmoderne dannelsesbegreber må tage højde for både den multimediekultur, dannelsen foregår i, og for de nye æstetiske formgivende og kommunikerende processer, som denne kultur rummer. Dannelses- og læringsbegreber må kunne omfatte både rationelt kognitive og sensitivt kognitive processer.

Børnekultur – et humanistisk dannelsesbegreb.

Ordet børnekultur kom ind i det danske sprog i 1971: ” Vi trænger til en børnekultur, vi trænger til programmer i radio og TV, der er lavet til børn.” Det skrev dagbladet Information i 1972. Folkeskolen spørger i 1976:”Hvad er så egentlig børnekultur?” Og kommer selv med dette svar: ” Det drejer sig ikke bare om at give børnene et tilbuds om kunst, teater, film, musik og bøger – men det drejer sig også om nye former for samvær.”

Kultur for børn skabte og tilrettelagde oplevelsestilbuddene, kultur med børn skabte og tilrettelage aktivitetstilbuddene. Forestillinger om børns kultur som et kulturelt fænomen fandtes ikke.

Det pædagogiske børnekulturbegreb.

Det pædagogiske kunstbegreb er et instrumentalt begreb, der afgrænser sig i forhold til kunstnerisk-æstetisk udformning. Når pædagoger har tilrettelagt noget for børnene, er der blevet taget højde for, at det er kunstneriske oplevelser og kulturelle aktiviteter der passer til aldersgruppens udviklingstrin, interesser og kognitive forståelsesmuligheder. Samtidig søger man at beskytte dem mod oplevelser, aktiviteter og værdier der kan skade.

Børns kultur – et antropologisk kulturbegreb.

I det 20. århundrede blev der spurgt meget lidt til børns egne projekter i de år, vores forældre kalder deres barndomsår. Fra 1980´erne og frem sætter den begyndende kulturelle frisættelse hele det grundlag, som det børnekulturelle system har bygget på.

 Sociologien taler om barnet som aktør, som handlende. Men hvis børn er aktivt handlende og skabende, hvis de har direkte tilgang til æstetisk symbolske udtryksformer, så er de set med det pædagogiske børnekulturbegreb ikke længere ”børn”. Det andet kulturbegreb – det antropologiske – åbner vores øjne for, at børn faktisk er i kultur. Dermed føjer den nye kategori ”børns kultur” sig til de to andre kategorier ”kultur for børn” og ” kultur med børn”.

Det klassisk humanistiske dannelsesbegreb er individorienteret. Det antropologiske derimod søger det kollektive, det bagvedliggende fællesskab, som alle har del i og bidrager til.

Børns perspektiv.

Børns perspektiv kan udforskes med mange forskellige interesser. Både psykologisk, pædagogisk og sociologisk forskning har siden 1980´erne fokuseret på det. Det har kulturforskningen også. De forskellige forskningsinteresser åbner forskellige dimensioner af børns fortolkningsfællesskaber. Kulturforskning åbner kun for de kulturelle.

For alle forskningstyper gælder det, at det børneperspektiv, der var knyttet til det pædagogiske kulturbegreb, og som drejede sig om at sikre ”børns bedste”, kommer til diskussion. Det antropologiske interesserer sig ikke for de voksnes antagelser om hvad der hæmmer eller fremmer børn, men derimod for børns perspektiv, hvad børn selv finder centralt, betydningsfuldt og godt. Dermed skabes en ny forskningsmæssig problemstilling: Hvordan afdækkes børns perspektiv? Børneperspektiv er det sæt af teorier, begreber og metoder som voksne tager i brug for at kunne nærme sig børns perspektiv. Børns kultur er et kulturelt fortolkningsfællesskab, hvor begæret efter at kunne etablere den symbolsk-repræsentative samværsform, som børn selv identificerer som ”leg”, er styrende.

Diskuter med!

At nye begreber og forestillinger kommer på banen, nedlægger ikke de gamle. Det skaber diskussioner og indimellem forvirring. Der er ingen tvivl om, at de nye begreber udfordrer de gamle, men der er aldrig tale om et enten - eller. Indsigt i børns kultur nedlægger ikke den omsorgs- og beskyttelsestænkning, der er forbundet med børnekultur. Den udfordrer den og de forestillinger, den har praktiseret. Indsigterne i det æstetiskes betydning i børns kultur nedlægger heller ikke uddannelsessystemets betydning. Den udfordrer den pædagogiske og mediemæssige praksis. Det er relationerne mellem kulturerne, der sættes til diskussion. Det er i de diskussioner, at både forestillinger og begreber forvandles. Diskuter med!