Resume af tekst 1: Børns mundtlige legekultur af Povl Bjerregaard kap.10 Dansk, Kultur og Kommunikation 2012

 

Under betegnelsen børns mundtlige legekultur forstår man sprogpjatterier i form af kælenavne, øgenavne, rim, remser, vittigheder, gåder og meget mere. Den foregår oftest børn imellem uden voksen indblanding, men mange børn der bliver spurgt om hvor de har vittigheden eller gåden fra svarer tit at de har hørt den af en onkel, søster, fætter mm. Ofte i forbindelse med familiesamvær og fester.

Der skelnes mellem vertikal overlevering (fra voksen til barn) og horisontal overlevering (fra barn til barn), men i den nyere tid må man også tage trykte, visuelle og digitale medier med i det regnestykke.

Povl Bjerregaard ser på den mundtlige legekultur blandt 6-12 årige i dette kapitel, da det er dem der dyrker det mest, det er i den aldersgruppe der eksperimenteres mest med de forskellige genrer og sprogets forskellige facetter.

De forskellige former for leg med sproget der bliver nævnt i kapitlet stiller forskellige krav til børnenes kompetencer og forståelse.

Gåder og gådevitser:

Gådeformen har en spørgsmål- svar- formel der er enkel, fleksibel og som har fungeret historisk i sammenhæng med bl.a. religion, opdragelse og leg.  (s.273) Barnet lærer hurtigt at mestre denne formel og bliver alligevel udfordret på sin fantasi. Det kræver sproglig viden, logisk sans, viden om verden samt et kendskab til et kulturelt præget billedsprog af overførte betydninger og metaforer.

Gyserfortællinger:

Fra start skabes genreforventningerne til gyseren, for vi ved, hvad der skal ske: at noget uhyggeligt indtræffer, men hvordan og hvornår ved vi ikke, og deri består den skrækiblandede fryd. (s.276)

Indholdet til fortællingen hentes fra bl.a. traditionsstof, bøger, film, computerspil, og i nogle tilfælde private fantasier, disse fortælles i fiktiv form, som om fortælleren selv har oplevet det: ”det kunne være sket.”

Kravene til en god fortæller og fortælling er anderledes end i skriftkulturen, for i mundtlig kultur skal tilhørerne fastholdes, hvilket ”kræver stærke virkemidler. Derfor er Dracula god. Derfor er drab godt. (s.278)

”Alle børnene”- genren:

Omkring 1990 dukkede ”alle børnene”- genren op. Den var let at genkende ved sin æstetik, hvor ordene ”Alle børnene….” straks vækkede bestemte genreforventninger. Genren er kort, med en stærkt fikseret opbygning i tre sætninger.

Norm for alle (børn).

Undtagelsen med hovedpersonens navn.

Den rimede pointe – undtagelsen fra normen.

Folkloristen Kvideland(1987) understreger, at legekulturens genre er medie for at udtrykke børns socialiseringserfaringer, herunder kulturelle tabuer som død, ulykke, lemlæstelse, dumhed, handicap, sex, incest og voldtægt. (s.279)

”Alle børnene”- genrens opståen og funktion må ses i lyset af, at den i sit indhold afspejler nogle af de budskaber og fænomener, børn møder i medierne.

Parodier:

Begrebet parodi kan defineres som ”en komisk efterligning af en forfatters stil, holdning, ordbrug og tonefald”, ligesom andre former for udtryk også kan paroderes, fx en måde at gå, tale eller opføre sig på. Det drejer sig med andre ord om at ”gøre grin med”. Ofte er offeret for en parodi et menneske man har meget at gøre med og derfor kender godt som fx faderen eller læreren.

Hemmeligheden bag en god parodi er at aflure og bruge de åbenlyse ting som mimik og gestik.

Komikeren Anders Matthesen paroderer reklameindustrien i sin radioudsendelse og senere CD Hvad snakker du om (2000). Næsten hele landet paroderede i sin tid De Nattergales figurer fra The Julekalender.

Rim og remser:

 Det, vi betegner som ”rim og remser”, er så forskelligartet sprogligt og indholdsmæssigt, at de er svære at kategorisere. Alligevel har de nogle grundlæggende fælles træk: dels en enkel og klar markeret rytme og dels brugen af forskellige rim-former, fx bogstavrim og enderim, så vi umiddelbart opfatter dem som nært beslægtede. (s. 282)

Mange remser har (eller havde) bestemte didaktiske funktioner og formål, fx remser med ugedage eller tal- og bogstavremser, hvor de sidste har rødder helt tilbage til antikken. (s.283)

I dag formidles og overleveres rim og remser, dels fra voksen til barn og dels børn imellem, det begynder allerede på puslebordet med fx Pandeben – øjesten – næsetip – mundelip og dikke – dik og borte – borte – tit – tit – lege. Allerede på det stadie øver voksne tur – tagningsformen i form af vekselvis svar og gensvar, hvilket peger frem mod både kommunikative kompetencer i bred forstand og former i den mundtlige legekultur generelt.                                                                                                                                                            Med faglig indsigt i børn og sprog, kendskab til rim og remser og kreativitet formidler pædagoger rim og remser i en meningsfuld aktivitet, der inspirerer børnene til selv at lege videre med sproget.                                                                                                                                                Tælleremser har stadig en funktion i legekulturen og kan bruges til at organisere socialt samvær på lokale og egne vilkår. Med fx Okker – gokker – gummiklokker….. behøver det ikke altid at være den stærkeste i gruppen der bestemmer eller vælger først.

 

Da børn i dag tilbringer en stor del af deres dage i institutioner er det vigtigt at pædagogerne skaber gode rammer om og for en god mundtlig legekultur i deres institution.                                                                         Det kan være ved at vende det døve øre til en diskriminerende vits eller lave en gåde konkurrence for alle i institutionen eller på stuen. Eller bare at have tålmodighed til at høre den samme vittighed fra flere børn der lige har hørt den for første gang den dag og vil teste den på en voksen.

I en levende institutionskultur bidrager både børn og pædagoger. (s.286)